Nyheder fra Horsens Firma- og Familie Idræt

Her finder du nyheder fra os.

Bemærk at alle nyheder ender i dette arkiv på et tidspunkt og dermed kan blive uaktuelle m.m.

Du kan altid kontakte de enkelte udvalg eller bestyrelsen ved spørgsmål.

 

Ildsjæl fra Horsens Firma- og Familie Idræt takker af efter 47 år som frivillig

I 1979 prikkede en kollega til Axel Petersen og spurgte, om han ikke ville med til skydning i den Horsens Firma- og Familie Idræt (HFI). Dét ville Axel gerne – og siden har han været en frivillig ildsjæl i foreningen. Nu takker han af efter 47 år. Her kan du læse om hans store engagement i firmaidrætten – både lokalt i Horsens og på forbundsplan i Dansk Firmaidræt.

 

Et prik på skulderen blev til 47 års frivilligt engagement
”Du skal da med til skydning!”, lød det opfordrende til Axel Petersen fra en af værkførerne fra maskinfabrikken, hvor Axel arbejde. Axel havde i forvejen interesse i skydning efter sin tid som soldat, så han tog med kollegaen til skydning i Horsens Firma- og Familie Idræt. Siden kom flere kolleger fra maskinfabrikken til, og Axel involverede sig hurtigt som frivillig i foreningen.

Han blev medlem af skydeudvalget i HFI i 1979, og efter et halvt indtrådte han som kasserer. Hver tirsdag aften – fra oktober til marts – mødtes foreningens ca. 100 skytter på skydebanen. I 1982 blev Axel Petersen valgt som formand for skydeudvalget – og frem til 1989 fortsatte han også som kasserer.

Det var en god tid, fortæller Axel Petersen – og det var en tid, hvor våbenloven blev strammet mere og mere. Der kom højere krav til sikkerheden på skydebanen, og som den igangsætter, Axel er, blev dét startskuddet til lokale skydekurser i HFI.

HFI var – og er fortsat – medlem af Dansk Firmaidræt, som udbød en instruktøruddannelse for skytter, så Axel Petersen og resten af skydeudvalget blev uddannet. Dét gav dem mod på mere, så Axel tog initiativ til lokale skydekurser i HFI – med støtte fra Dansk Firmaidræt.

”Vi talte med Dansk Firmaidræts daværende kursuskonsulent, og vi fik hjælp til at søge midler fra forbundet. Vores lokale skydekurser blev en stor succes. Opbakningen var stor, så vi afholdte ca. 10 kurser for vores egne skytter. Det var en rigtig god tid”, fortæller Axel Petersen.

1994 udvidede skydeudvalget fra Riffel til nu også at omfatte pistol. Igen benyttede foreningen sig af at sende frivillige på instruktørkursus hos Dansk Firmaidræt, og alle skytter deltog også i lokale kurser – denne gang i pistol. Foreningen indkøbte også brugte pistoler samt fem nye Walther-pistoler – de blev sendt og ankom med posten.

”Vi har i mange situationer trukket på forbundets konsulenter, der var til rådighed. Det har været en stor hjælp. Konsulenterne har bistået med praktisk hjælp og sparring om udvikling. Vi har haft meget glæde af konsulenterne og hjælpen fra Dansk Firmaidræt”, fortæller Axel Petersen om samarbejdet med Dansk Firmaidræt.

Skydning – nu også i forbundsregi
Axel Petersens store arbejde i skydeudvalget gik ikke ubemærket hen, og i 1985 blev han valgt ind i bestyrelsen i Horsens Firma- og Familie Idræt, hvor han overtog sekretærposten. Her arbejdede Axel bl.a. med medlemsregistrering, som var grundlaget for at få udbetalt tilskud fra Dansk Firmaidræt. Programmet, han brugte til at indberette medlemmer (og til regnskab samt stævner), hed Supernova.

Dét program fik stor betydning for Axel Petersens frivillige virke – ikke mindst på forbundsplan. Dansk Firmaidræt søgte nemlig frivillige til at hjælpe med udviklingen af Supernova, og Axel blev valgt som modulansvarlig for skydning. Som modulansvarlig var Axel med til at undervise andre foreningsfolk i programmet – sammen med de andre modulansvarlige fra andre idrætter. Det arbejde fortsatte, indtil der i 2015 blev introduceret et nyt stævnesystem, der var blevet udviklet i samarbejde med DGI.

Fra skydeudvalg til lokal bestyrelsesformand – og mange roller derimellem
I 2004 skulle HFI vælge en ny formand, da daværende formand Arne Lampe trådte tilbage.

” ’Nu skal du være formand’, sagde Arne til mig. Det tyggede jeg lidt på, og så sagde jeg ja. Det var en stor opgave at efterfølge Arne. Men det var rart at blive spurgt, om jeg ville bidrage. Jeg har altid sagt ja, når jeg blev spurgt”, fortæller Axel Petersen.

Axel var formand indtil 2011. Herefter fortsatte han i bestyrelsen i en lang række forskellige funktioner – senest som ansvarlig for medlemsregistrering og kasserer siden 2012.

Axel har i en længere årrække også varetaget tennis, badminton og hjulpet til i foreningens bowlingudvalg. Ligesom han også har været ansvarlig for både hjemmeside og Facebook i foreningen.

 

HFI har altid været med på den digitale bølge
Forbundet tilbød i år 2006 – via samarbejdspartneren MR-System (Senere getONLINE) – et hjemmesidesystem til alle firmaidrætsforeninger. ”Vi var naturligvis med fra start, og det blev mig, der skulle lære det system at kende. Senere blev jeg underviser og hjalp andre foreninger”, fortæller Axel Petersen. Hjemmesideprogrammet kørte, indtil det nye F-CMS blev introduceret i 2015. Igen var Axel og HFI forandringsparate, og med hjælp fra forbundet blev deres data flyttet over i F-CMS, og Axel Petersen varetager fortsat hjemmesiden her i 2026. Et nyt hjemmesidesystem har set dagens lys i 2026, og HFI er naturligvis klar til at implementere det nye system.

Når Axel Petersen kigger tilbage på sine mange år som frivillig har den digitale udvikling været tydelig at få øje på, fortæller han:

”Jeg synes, at forbundet har gjort, hvad de kunne for at ruste foreningerne til den digitale bølge. De leverede bl.a. en PC til alle foreninger i 1999, hvor vi skulle til at udveksle informationer digitalt og sende mails. Det var en spændende tid – det var elektronikkens barndom i forbundsregi. I HFI har vi altid været med på de digitale systemer og forandringer, der kom”, lyder det fra Axel Petersen.

Fra lokal ildsjæl til udvalgsformand på forbundsplan
I 1997 blev Axel Petersen valgt ind i forbundets Riffelsektion. Har sad han, indtil han i 2005 igen blev prikket på skulderen. Denne gang af daværende forbundsformand, Peder Bisgaard, som spurgte, om Axel havde lyst til at stille op som formand for det nyoprettede Idræts- og Motionsudvalg (IM-udvalget). Endnu engang sagde Axel ja til opgaven – og blev valgt. Han var formand for udvalget i otte år, indtil der blev vedtaget en ny udvalgsstruktur ved Repræsentantskabsmødet i 2013. Her blev IM-udvalget blev nedlagt, og Idræts-, Motions- og Sundhedsudvalget (IMS-udvalget) blev etableret.

Siden 2021 har Axel været medlem af forbundets Historisk Udvalg, som bevarer og formidler fortællingen om Dansk Firmaidræt – en bevægelse, der siden 1946 har samlet mennesker om motion, fællesskab og glæde i arbejdslivet.

Anerkendt med hædersbevisninger
Axel Petersens store frivillige engagement – både lokalt og på forbundsplan – er blevet anerkendt ved flere lejligheder.

I 1989 modtog Axel Petersen Dansk Firmaidræts Hæderstegn, som kan tildeles en firmaidrætsleder, som har udført et aktivt og årelangt arbejde (10 år) for firmaidrætten.

I 2011 modtog han en af firmaidrættens fineste hædringer, da han fik overrakt Guldnålen, som kan tildeles en firmaidrætsleder, som har udført et særdeles aktivt og årelangt arbejde for firmaidrætten på såvel lokalt- som forbundsplan.

”Det var da en super erkendtlighed. Det havde jeg slet ikke forventet. Det er en anerkendelse af alle de ting, jeg har været med til at løfte, igangsætte og få gennemført. Det sætter jeg stor pris på at blive anerkendt for”, siger Axel Petersen.

 

En frivillig ildsjæl takker af
Nu takker Axel Petersen snart af i Horsens Firma- og Familie Idræt. Han har dog lovet fortsat at hjælpe til i bowlingudvalget med at bruge programmet Stævneplanner.

”Jeg stopper i foreningen til vores generalforsamling sidst i marts 2026. Jeg har siden sidste års generalforsamling langsomt vænnet mig til tanken om at stoppe, og jeg har så småt overleveret mine ansvarsområder. Der har heldigvis været flere i foreningen, der var klar til at tage over og løfte de områder, jeg har haft ansvar for”, afslutter Axel Petersen.

26. april 2026

Vedr. gymnastik: Hilsen fra Elise: Vi træner udenfor mandag d.4.maj. Vi mødes ved Vesthallen kl.13. Mød op i udendørs træningstøj.

Læs mere...

26. april 2026

 Vedr. gymnastik: Hilsen fra Elise: Vi træner udenfor mandag d.4.maj. Vi mødes ved Vesthallen kl.13. Mød op i udendørs træningstøj.

 

Læs mere...

Uddannelse i Kollegamotion. Bliv anfører for din aktive arbejdsplads. Se her.

25. oktober 2022

Bliv anfører for din aktive arbejdsplads.

Vi har brug for at røre os mere, når vi er på arbejde!

Bliv uddannet anfører og lær, hvordan du sammen med din leder får kollegamotion i gang eller kommer videre, hvis I allerede er startet op.

 

Læs mere...

Andre tilbud fra Firmaidrætten